Forsikringsselskaber speeder op for partnerskaber

Af Susanne Møllegaard, CEO, Process Factory

Der er rift om kunderelationen ikke mindst når det gælder forsikringer. Derfor ser vi også en stigende tendens til etablering af partnerskaber mellem forsikringsselskaber og for eksempel bilforhandlere, banker og supermarkedskæder.

Forsikringer som accessories

For bilforhandleren eller supermarkedskæden giver det mulighed for at styrke kundernes loyalitet ved at gøre forsikringerne til et accessorie til den samlede kundeoplevelse. Fint pakket ind i eget logo og navn.

Tidligere ind i købsprocessen

For forsikringsselskabet giver partnerskaberne mulighed for at møde kunden tidligere i købsprocessen. Det giver en mere effektiv distribution og en større chance for at løbe med underskriften på policen.

Bekvemt og trygt

Og for kunden, ja, da er det en bekvem og tryg måde at købe forsikringer på. Ikke mindst, hvis det lykkedes partnerne at få etableret robuste og smidige processer, som giver en sammenhængende kundeoplevelse.

Spørgsmålet er så, om kunderne er klar til de nye partnerskaber. Og det ser det faktisk ud til. I hvert fald hvis man skal tro på Accentures Global Insurance Custumer Study fra 2021.

Den viser en klar stigning i andelen af kunder, der ville overveje at købe forsikringer i et supermarked eller i en retailbutik. Der er faktisk tale om en stigning på hele 33% på kun to år.

Det er også bemærkelsesværdigt, at der er en markant stigning i antallet af kunder, der ville overveje at købe familiens forsikringer af store techgiganter som for eksempel Amazon og Google. Hele 27% svarer positivt på spørgsmålet.

Det bekræfter, at flere og flere kunder godt kan forestille sig en fremtid, hvor købet af forsikringer bliver integreret i købsprocessen for selve de ting, som forsikringen dækker. 

Der er tale om en tendens, der ikke bare kan overses. Det bekræftes, når man dykker ned i tallene og kigger nærmere på kundernes demografi. Det har Majesco gjort i deres whitepaper, A roadmap to the Future of Insurance: Program and Affinity Business fra Oktober 2020.

Her bliver det tydeligt, at de yngre generationer, Millennials og Generation Z, går foran. Sammenlignet med de ældre generationer, Generation X og Boomers, er de er markant mere positive, når det kommer til køb af forsikringer fra alle andre kanaler end de traditionelle. Eksempelvis er de 24% mere villige til at lade bilforhandleren smide en forsikringen oveni bilkøbet.

Så det ser altså ud til, at forsikringsselskaberne godt kan holde foden på speederen, når det kommer til partnerskaber. Fremtidiens kunder forventer det.

Kom hurtigt i gear til et velkørende partnerskab

Der bliver mere fokus på forretningsværdi, når teknikken spiller.

Mange partnerskaber får aldrig rigtigt sluppet håndbremsen. Det skyldes ofte bøvlede processer, uenighed om kundelister og manglende eller omkostningstunge integrationer mellem parternes systemer.

Sådan behøver det dog ikke at være.

Process Factory tilbyder ekspertise og forretningsløsninger, der får teknikken til at spille, så forsikringsselskaberne og deres partnere kan fokusere på at komme i mål med forretningsværdien og dermed leve op til fremtidens kundeforventninger.

Seks megatrends, der forandrer forsikring

Af Susanne Møllegaard, CEO, Process Factory

Så er The InsurTECH Book endelig på gaden. Et værk, der i sin helhed giver et billede af, hvordan teknologi er ved at transformere forsikringsbranchen fra en industriel tidsalder til en digital tidsalder. Hvis man er sulten efter konkrete eksempler på teknologiens anvendelse og nye forretningsmodeller, gælder det bare om at komme i gang med læsningen.

Bogen er blevet til ved crowdsourcing på samme måde som eksempelvis Business Model Generation, The Fintech Book og Unboss. Over 300 eksperter, praktikere og iværksættere har uploadet abstracts, og efter en global udvælgelsesproces er ca. 70 blevet udvalgt til at skrive et kapitel til bogen.

I mandags blev The InsurTECH Book så officielt lanceret med et flot anlagt launch-party på Warwick Business School, som holder til i The Shard i London. De mange mennesker bag bogen var rent bogstaveligt fløjet ind fra hele kloden for at deltage i festlighederne og fortælle om deres projekter. For mig blev mødet med de mange andre medforfattere en klar understregning af, at teknologien for alvor er i gang med at forandre relationen mellem kunder og forsikringsudbydere overalt. Der bliver nemlig investeret milliarder i nye forretningsmodeller og i forsikringsløsninger, som inddrager fremtidens teknologiske muligheder.

Da vi i Process Factory dagligt assisterer forsikringsbranchen med digitaliseringen, har jeg studeret de globale insurtech-iværksætteres initiativer. Det har ført til en identifikation af seks såkaldte megatrends, som efter min opfattelse kommer til at få betydning for branchen i fremtiden. Et kapitel om disse megatrends udgør i al beskedenhed mit bidrag til The InsurTECH Book, og dem får du en lille smagsprøve på her:

Forsikringsløsningerne bliver i stigende grad proaktive frem for reaktive

Intelligente ting kan monitorere risici og forebygge skader. Det bliver omsat til proaktive forsikringsløsninger, der hjælper dig til at undgå indbrud og vandskader. Eller guider dig til en sundere livsstil og færre helbredsmæssige problemer.

Kunderne bliver i stigende grad opfattet som medlemmer frem for kunder

Digitale løsninger bliver udviklet med henblik på at bringe kunder og forsikringsselskab tættere på hinanden gennem en hyppigere og mere nærværende kontakt samtidig med, at forretningsmodellerne tager udgangspunkt i en vision om at reducere de traditionelle interessekonflikter.

Kunderelationerne bliver i stigende grad sociale frem for transaktionsbaserede

Kundernes behov for forsikring og hjælp er dynamisk og passer derfor ikke godt med rigide processer og telefonåbningstider. Tværtimod. Forsikringsselskabet skal forstå kunderne og deres behov. Med hjælp fra big data og sociale medier arbejdes der på at gøre produkter og serviceydelser tilgængelige, hvor og hvornår kunderne har behov for det.

Forsikringsdækningerne bliver i stigende grad individuelle frem for gennemsnitlige

Fleksible forsikringer, on demand-forsikringer og pay-per-drive er alt sammen eksempler på en individualisering af forsikringsprodukterne, så kunderne kun betaler for det, som de har brug for. Takket være teknologien er der mange initiativer, der går i retning af at erstatte den traditionelle one-size-fits-all-model med individuelle løsninger.

Processerne bliver i stigende grad digitale frem for analoge

Alt skal være digitalt. Det gælder både i mødet med kunderne og internt hos forsikringsudbyderne, hvor processerne bliver designet, så de er digitale by default. Det betyder også, at medarbejderstaben hos de fleste insurtech-iværksættere er sammensat væsentligt anderledes end hos traditionelle forsikringsudbydere.

Forsikringsudbyderne bliver i stigende grad globale frem for lokale

Mange af iværksætterne tænker globalt og har en global strategi. De digitale løsninger kan og skal bæres på tværs af landegrænser. Lokal regulering begrænser udviklingen på den korte bane, men på den lidt længere bane ser det ud til at blive løst gennem eksempelvis samarbejder og agenturløsninger.

God læselyst

Blogindlægget er tidligere bragt på forfatterens blog på Børsen.

“Where is Danish Insurance and Pension heading?”

Svaret på dette spørgsmål vil en enestående palette af talere fra branchen være med til at give dig den 22. juni kl. 8.30-12.00. Arrangementet er en del af Copenhagen Fintech Week, som løber af stablen i uge 25 og er blevet til i et samarbejde mellem Process Factory, Trustworks og Copenhagen Fintech.

Book din (gratis) billet her: http://tilmeld.events/danish-ins-pens 

Talerne på dagen er

Thomas Krogh Jensen, CEO, Copenhagen Fintech Lab
Susanne Møllegaard, CEO & Co-Owner, Process Factory
Lars Albert Beck Thomsen, Digital Business Architect, Trustworks
Jacob Nisgaard Larsen, Afdelingsleder for Digitalisering og Udvikling, Forsikring & Pension
Sophie M. Bohr Grønbæk, CEO & Co-Founder, Undo
Elena Hove-Aggerholm, CEO & Co-Founder, gigga
Alex Arrey, VP New Business & Customer Innovation, Tryg
Morten Fruergaard, COO, Købstædernes Forsikring
Jakob Vang Glud, Business Development Manager, TIA Technologies
Niels Fibæk-Jensen, CEO & Co-Founder, Penstable
Jon F. Lieberkind, CEO & Co-Founder, Grandhood
Camilla Høpner, Chief of Innovation, Industriens Pension
Christine Loft Hunderup, CDO, Nordea Liv & Pension

Derfor er danske forsikringsselskaber digitale

Af Susanne Møllegaard, CEO, Process Factory

Den danske forsikringsbranche er faktisk ret godt kørende, når det kommer til digitalisering af processer. Også når det gælder de kundevendte processer. Det skal man huske på, når man indimellem lader sig imponere af udenlandske initiativer med smarte apps, som letter kundeoplevelsen. Nogle af de problemer, de løser, er nemlig slet ikke relevante i Danmark.

Set fra min udsigtspost som direktør for Process Factory, hvor vi dagligt samarbejder med branchen om digitalisering af forretningsprocesser, er en vigtig årsag til det høje niveau, at vi i Danmark over tid har øget mulighederne for system-til-system integration både på tværs af branchen og i forhold til de aktører, som branchen typisk samarbejder med. Branchen har i den forbindelse selv taget et ansvar ved at udvikle såkaldte EDI-systemer, som gør kommunikationen mellem forsikringsselskaberne smidig og samtidig fjerner væsentlige byrder fra kundernes skuldre. 

Et par eksempler:

  • Hvis du er så uheldig at blive påkørt af en anden bilist, kan du nøjes med at anmelde skaden til dit eget forsikringsselskab. Derefter overtager de alt besværet med kontakten til og modtagelse af erstatning fra den anden bilists forsikringsselskab. Kommunikationen mellem selskaberne er digital og giver god mulighed for at automatisere arbejdsgange, så de i langt de fleste tilfælde foregår hurtigt, smidigt og uden gene for kunderne.
  • Hvis du ønsker at skifte forsikringsselskab, kan du nøjes med at indgå aftaler med dit nye forsikringsselskab. De sørger så for alt det praktiske med at opsige dine gamle forsikringer. Også her er processerne digitale. Opsigelserne sendes og modtages via branchens EDI-system, hvilket muliggør en høj grad af automatisering af de interne processer.

Resultatet er smidige kundeoplevelser og effektive arbejdsprocesser. Noget som vi i Danmark tager for givet, men som jeg heldigvis bliver mindet om, når jeg fra tid til anden taler med udenlandske forsikringsselskaber, der ønsker bistand til at optimere deres danske datterselskabers arbejdsprocesser. De er nemlig ofte vant til, at kunderne skal klare alle de besværlige ærter selv.

Flere fælles løsninger

Selv om der er grund til at glæde sig, så er der fortsat et påtrængende behov for at øge digitaliseringen i branchen. Noget der heldigvis står højt på agendaen i alle selskaber.  Og her kan jeg kun anbefale, at man i endnu højere grad tænker i fælles infrastruktur og fælles løsninger. Kundernes oplevelse bliver nemlig ikke bedre af, at hvert selskab kaster millioner af kroner og tusinder af timer i at skabe deres helt egne løsninger på alle områder. Tværtimod! Det er dyrt og skaber uigennemsigtighed.

Fælles løsninger gør det derimod nemt for kunderne og skaber rum for, at selskaberne kan fokusere kræfterne på det, der virkeligt betyder noget i den indbyrdes konkurrence.

Eksempler på områder, hvor fælles løsninger kunne overvejes:

  • Håndtering af samtykker og evt. andre compliance-elementer.
  • Udveksling med alle relevante grupper af aktører – både i salgs- og skadesprocesser.
  • Håndtering af alle regressager herunder også mod flyselskaber.
  • Tjek, hvor kunden er forsikret med henblik på at øge service og håndtere dobbeltforsikring.
  • Fælles betalingsservice.
    Alle selskaber bruger kræfter på at implementere betalingsløsninger – og ofte er de bagud i forhold til nyeste muligheder.
  • Markedsplads for købere og sælgere af forsikring.
    Et sådant initiativ kan måske virke som et selvmord for eksisterende spillere, fordi det vil fjerne indtrængningsbarrierer og dermed øge konkurrencen. Jeg forudser dog, at fremtiden vil byde på netop denne form for markedspladser, så hvorfor ikke gå foran og være med til at sætte markedsstandarden fremfor at lade sig overrumple af udefrakommende aktører?

Listen  kunne gøres længere, og der er sikkert nogle, der vil kunne komme med flere og endnu bedre forslag. Men min pointe er, at historien har vist, at visionære, fælles løsninger er et stærkt fundament for digitalisering af branchen.  Og jeg tror på, at flere visioner og flere fælles løsninger vil gavne forsikringsselskaberne – til gunst for kunderne.

Blogindlægget er tidligere bragt på forfatterens blog på Børsen.

Der er masser af guld og grønne skove i forsikring

Af Susanne Møllegaard, CEO, Process Factory

For en måned siden havde jeg fornøjelsen af at holde et indlæg om Key Insurtech Trends Challenging the Insurance Business Model ved Copenhagen Fintech’s event om insurtech, Get F’IT. I øvrigt i fint selskab med indlægsholdere fra Tryg, Alka, GoBundl og IBA.

I starten af marts forventer jeg at deltage på konferencen, The Future of Nordic Non-Life Insurance, i Stockholm, hvor agendaen også er stærkt præget af udviklingen indenfor insurtech. Blandt andet glæder jeg mig til at møde engelske Neos, hvis spændende forretningsmodel baseret på Internet of Things (IoT), jeg tidligere har sat fokus på her på min blog. Det samme gælder franske Inspeer, der er en af pionererne indenfor peer-to-peer forsikring.

Hvad er insurtech? – og hvorfor skal vi lægge mærke til det?

For de, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med begrebet, kan jeg fortælle, at insurtech er en sproglig sammentrækning af insurance og technology. Det dækker over teknologisk innovation, der udfordrer eksisterende forretningsmodeller inden for forsikringsbranchen. Insurtech iværksættere har typisk en stærk tro på, at de kan være med til at skabe markante omvæltninger i en branche, som mere eller mindre retfærdigt opfattes som konservativ og tilbageholdende med innovative tiltag.

Der er i sig selv ikke noget nyt i, at forsikringsbranchen oplever nye former for konkurrence og nye konkurrenter, som ønsker at udfordre de etablerede spillere på markedet. Der er heller ikke noget påfaldende i, at der bliver afholdt konferencer om udviklingen inden for forsikring.

Til gengæld, synes jeg, at det er værd at lægge mærke til, at insurtech i løbet af de seneste to år er blevet en global trend, som appellerer stærkt til både investorer og iværksættere.

Analysefirmaet, Venture Scanner, vurderer, at der nu på globalt plan er over 1000 insurtech iværksættere fordelt på 54 lande, som til sammen er lykkedes med at rejse en investeringskapital på over 17 mia. dollar.

Der er to årsager til den store interesse for insurtech

Spørgsmålet er så, hvad der leder til denne stærkt stigende interesse.

Her er svaret ret klart:

  1. Potentiale og
  2. Indtrængningsmuligheder

Potentiale

Der er mange penge i forsikring. På verdensplan taler vi om mere end 2000 mia. dollar i præmievolumen inden for skadesforsikring og et endnu større beløb inden for livs- og pensionsforsikring. Et niveau, som i øvrigt må forventes at stige i takt med en øget global velstand. Det er klart, at bare ét heldigt projekt og selv en lille del af den store kage, vil kunne skabe grundlaget for en ny virksomhed.

Indtrængningsmuligheder

Set med kundeøjne lider forsikringsbranchen under en række svagheder, som gør den sårbar overfor nye forretningsmodeller. Det drejer sig primært om

  • manglende tillid
  • manglende transparens
  • komplicerede og langsomme processer
  • og høje priser

Insurtech iværksætterne adresserer typisk disse svagheder gennem teknologisk innovation med det formål at skabe forsikringsløsninger, der i højere grad tilfredsstiller kundernes behov.

Succes og fiasko kommer til at bane vejen for fremtiden

Iværksætteri har aldrig været en sikker vej til succes. Derfor må vi også forvente, at en stor del af de fine logoer på Venture Scanners planche forsvinder igen. Men jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke vi også kommer til at opleve succesfulde insurtech iværksættere. Eller i hvert fald hvis slet ingen af de nytænkende ideer kommer til at påvirke fremtidens forsikringslandskab.

Derfor er det klogt at holde øje med insurtech og måske endda finde en vej til at eksperimentere med de nye forretningsmodeller. Enten direkte eller ved at indgå i udforskende samarbejder.

Blogindlægget er tidligere bragt på forfatterens blog på Børsen.