Skip to main content

”Vi ønsker at skabe endnu mere værdi for de danske forsikringsselskaber”, udtaler administrerende direktør Susanne Møllegaard, i forbindelse med offentliggørelsen af Process Factorys nye bestyrelse.

”Vi har siden 2007 samarbejdet med den danske forsikringsbranche om at udvikle it-løsninger, der understøtter kritiske forretningsprocesser. Det har i sagens natur givet os en masse erfaring med de praktiske og tekniske udfordringer, som forsikringsselskaberne står overfor, når forsikringsprocesser skal digitaliseres og automatiseres. Den viden vil vi gerne i endnu højere grad lade komme vores kunder til gode”, fortsætter hun.

For at sætte turbo på dette arbejde etablerer Process Factory nu en bestyrelse bestående af Andreas Frøland, Lars Lysdal Jensen og Christian Rosbæk. Der er tale om stærke profiler med indgående kendskab til forsikringsbranchens it-behov samt drift og udvikling af it-organisationer.

”Digitalisering står øverst på agendaen hos alle forsikringsselskaber, og det kræver it-samarbejdspartnere, der forstår kundernes forretning. Netop det er Process Factorys helt store force. De har et stærkt hold med stærke kompetencer, som kender til forsikringsbranchens problemstillinger. De kan derfor være med til at omsætte selskabernes digitaliseringsmål til konkrete, værdiskabende resultater, og det er der potentiale i”, udtaler Process Factorys nye bestyrelsesformand, Andreas Frøland.

Bestyrelse er tiltrådt den 15. august 2019.

Kort om navne

Bestyrelse

Andreas Frøland (bestyrelsesformand) har 30+ års erfaring indenfor teknologirelaterede virksomheder og arbejder i dag på fuld tid i bestyrelser og med strategisk udvikling af små og mellemstore virksomheder. Andreas har blandt andet grundlagt BluePosition, som blev solgt til TDC Group i 2012.

Lars Lysdal Jensen (bestyrelsesmedlem) har en lang og stærk karriere bag sig fra it-organisationer i forsikringsbranchen. Indtil 2017 var Lars CIO i Alm. Brand, hvor han har været ansvarlig for udvikling og implementering af selskabets it-strategi. Før det var han udviklingschef i Baltica.

Christian Rosbæk (bestyrelsesmedlem) har 14+ års erfaring med it-ledelse i en række virksomheder. Han har blandt andet været VP i Keylane (tidligere Schantz), CIO i EDC-gruppen og udviklingschef i Schilling. I dag arbejder han som it-chef hos Sampension.

Direktion

Susanne Møllegaard (administrerende direktør) er uddannet økonom og kom til Process Factory i 2014 med 20+ års erfaring som leder og direktør i forsikringsbranchen, senest Topdanmark. Her havde hun ansvaret for at drive og udvikle serviceorganisationer med 200+ medarbejdere. Det har givet hende en stærk forretningsforståelse og bred erfaring med udvikling og understøttelse af forsikringsprocesser. Sammen med Poul Erik købte hun Process Factory i 2015.

Poul Erik Krogh (teknisk direktør) er uddannet datalog og har beskæftiget sig med it-udvikling, it-arkitektur og it-ledelse siden 1988. I de sidste 20 år har fokus været projekter inden for forsikringsbranchen, og det har givet ham et skarpt øje for, hvordan man med it-systemer kan skabe værdi for forretningen. Poul Erik har blandt andet være ansat i IBM, TIA Technology og Alm. Brand og var i 2007 med til at grundlægge Process Factory. Efter en kort årrække udenfor Process Factory kom han tilbage i 2015, da han købte virksomheden sammen med Susanne.